Skrift stil med maling udenfor

Man kommer langt med en gang maling

For jer, der følger bloggen her eller mine skriv på facebook, kommer det ikke som nogen overraskelse, at jeg er begejstret for mit sommerhus. Mange af jer har fulgt renoveringsprojektet og heppet undervejs. Huset var et impulskøb, som jeg tidligere har fortalt og skrevet om. Fik du ikke den historie med, kan du finde den her:

Kan man impulskøbe et sommerhus?

Det er tydeligt for enhver, at huset indenfor har gennemgået en kæmpe forandring. Men ude måtte vi også i gang. Vi var ret uheldige med taget, som faktisk viste sig at være utæt og måtte skiftes. Det var et kæmpe stort arbejde, men der var ikke andet at gøre, end at tage arbejdshandskerne på og komme i gang. Heldigvis havde vi gode håndværkere til at hjælpe os, men meget har vi selv lavet…

Her ser du et billede af huset, som det så ud, da vi overtog det og i dag: Sommerhuset i Rødhus

Da det nye græstag var på plads, gik vi gang med at rengøre huset for at få al snavs og edderkoppespind ned. Jeg er virkelig ikke glad for edderkopper, så jeg iførte mig hvid heldragt. Er ret sikker på, der ikke tidligere har været besøg af ”Den Hvide Dame” ude i skoven. Et kønt syn var det ikke, men effektivt for mig, der udgik nærkontakt med edderkopperne og samtidig kunne beskytte mit tøj. I min søgen efter en heldragt til arbejdsbrug, kom jeg fordi webshoppen Engelbert Strauss, som er specialister i den slags. Der fandt jeg det helt rigtige udstyr til vores husrenovering. Der var tøj til diverse gør-det-selv-projekter, så jeg valgte en dragt, jeg følte mig bedst beskyttet i.

Selv gjort er velgjort
Jeg beholdt heldragten på, da vi gik i gang med at male huset. Den oprindelige brune farve var egentlig ok, men vi syntes alligevel, den var lidt for retro til os. Derfor valgte vi at male huset helt sort. Inden vi kunne gå i gang med den sorte maling, måtte hele huset have en gang algebehandling. Hurra for min heldragt.

Malerarbejde er jeg faktisk ret glad for, men selve forarbejdet – afrensning, afdækning og klargøring i det hele taget. Det keder mig virkelig. Derfor vælger jeg altid kvalitetsprodukter, som betyder, jeg ikke skal gøre arbejdet svære end højest nødvendigt. Når jeg maler, er det altid med maling fra Flügger det er kvalitetsmaling, som bare holder godt men også dækker godt. Vi gav huset to gange – det tog lidt tid, men hvis ikke vi havde brugt en god maling, havde vi måske måttet give 3-4 gange.

Sort eller hvidt?
Et par af vinduerne er skiftet, og vi har sat en ekstra dør i mod vest. Alle vinduer er malet hvide, men vi har valgt at male to døre sorte. Vi kan gode lide kontrasten mellem det sorte og hvide. Vi ville dog ikke have for meget hvidt ude. Vi overvejede længe farven på dørene – og også på al træværk i øvrigt. Skulle det være hvidt? Vi valgte at male alle udhæng hvide for at få reflekteret lyset bedst muligt. Men det blev ved det – resten blev sort. Mange af vores naboer har valgt at male meget mere hvidt. Det kunne vi ikke nænne, da udtrykket bliver lidt for ”pænt” – og husene mere ligner parcelhuse end sommer huse…

De nye døre og vinduerne har vi købt på mål hos Vinduesgrossisten. Især den nye dør, vi har sat i mod vest, har gjort en kæmpe forskel. Ikke blot for lyset, som er fantastisk fra vest sidst på dagen. Døren har også givet os lettere adgang til spisepladsen udenfor. Min kæreste har lavet den skønneste træterrasse, så der bliver i den grad lavet mad og spist udenfor.

Projekt Sommerhus” har ikke blot ændret et sommerhus – det har også ændret os
Da min kæreste og jeg mødte hinanden, stod den på koncerter i byen, sjusser i byen, lækker mad i byen. Jeg jokede med, at jeg havde fundet mig en rigtig cityboy. Hvordan vi mødte hinanden har jeg også tidligere skrevet om – læs gerne med her, hvis du trænger til en hyggelig overspringshandling: Scoremarmelade og mistelten

Vi sætter stadig pris på livet i byen – og flytter nok ikke ud til Vesterhavet lige med det samme. Men et liv med to vidt forskellige verdener er genialt og anbefalelsesværdigt. At min cityboy skulle tage naturen så meget til sig, at danseskoene blev skifte ud med sikkerhedsstøvler til skovbrug – ja den havde jeg ikke set komme. Sjusglassene er skiftet ud med emaljekopper, der rummer suppe lavet over bål. Den ellers så klædelige sixpence er skiftet ud med sikkerhedshjelm med kapselhøreværn. Storbyens musik er i sommerhuset skiftet ud med en nærmest konstant brummen fra den sultne Stihl, der saver sig igennem det noget ufremkommelige terræn.

Lumberjack har taget
Ved morgenbordet i søndags måtte jeg sande, at der ikke var meget cityboy tilbage, da denne sætning strøg henover bordet: “Grævlingen – hvem er den egentlig i familie med?”. Laaaang og meget stille pause fra citygirl her. Stilheden blev brudt af denne sætning fra meget munter lumberjack: “Det er vist mårfamilien”… Jeg må indrømme, jeg tog lidt tidligere tilbage til byen end planlagt i søndags – måtte lige mærke noget bypuls…

Et liv i balance er et liv i bevægelse
At livet ikke altid går, som man regner med, har jeg her et stykke inde i 40’erne for længst fundet ud af. En søgen efter balance i livet har jeg dog altid været optaget af. Men der er også noget lidt kedeligt og statisk ved ordet balance. For mig handler et liv i balance egentlig mere om at være i bevægelse og søge kontrasterne. Det handler om at lade sig flytte – og ikke altid gå med livrem og seler – dog kan sikkerhedshjelm være en god idé i visse situationer, når balancen skal findes…

Vil du bo i vores sommerhus?
Få uger om året har vi åben for udlejning. Så drømmer du om en ferie fuld af natur, ro og hygger, så se med her, om huset er ledigt:

Le Charlet Rødhus

Anita Wodstrup Madsen, indretningskonsulent og ejer af Boligstil siden 2004.

Selvom jeg er vokset op i Thy tæt på naturen, elsker roen og især Vesterhavet, holder jeg rigtig meget af at gøre en forskel indenfor.

I dag bor jeg i Aalborg, hvor Boligstil også er at finde.

Jeg har indrettet og udrettet meget igennem årene – her kan du læse om lidt af det…

FØR | Hyggelig men også lidt mørkt og lukket…

EFTER | Sort maling og hvide vinduer. Se især døren i gavlen. Den har gjort en kæmpe forskel både ude og inde. Og terrassen er SKØN.

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.

Processing...
Thank you! Your subscription has been confirmed. You'll hear from us soon.
ErrorHere