Vores eget sommerhus ved Vesterhavet
Det var kærlighed ved første blik
Egentlig havde min kæreste og jeg slet ingen planer om at erhverve os et sommerhus. Men vi havde en weekend i maj lånt et vidunderligt lille sommerhus i Lønstrup af vores gode venner. Samme uge havde jeg lavet et interview omkring sommerhusindretning for en avis. Det hele handlede den uge om sommerhus – og jeg fik selv lyst til at ”flytte” i sommerhus. Den ene tanke tog den anden – og heldigvis er min kæreste lige så skør som mig. Og pludselig stod vi med en ejendomsmægler til fremvisning af et sommerhus i Rødhus…
Du kan læse hele historien om vores impulskøb af vores skønne sommerhus, som vist i andres øjne var noget gammelt skrammel. Læs med her: Kan man impulskøbe et sommerhus?
FØR |Vi kan rigtig godt lide at lave mad, så et køkken med plads til blot én person gav ikke mening. Vi ville også have et komfur med en ordentlig ovn. Bemærk den lille vandvarmer på væggen. Den blev taget ned og erstattet af en større, som blev placeret i et skab i gangen.
EFTER | Køkkenet blev udvidet ind mod et værelse – det gav en del mere plads. Ikke kun plads til et komfur, et større køleskab men også en opvaskemaskine, som er et must, når man lejer sit hus ud. Den fine Davre plakat er fra min farmor og farfars hjem. Selve køkkenet er fra XL Byg. De blå fliser kunne desværre kun bevares på den ene side, da vi jo måtte slå væggen ned.
EFTER | en lidt for stor samling af møbler og mange mørke overflader gav et trist og tungt udtryk i den store stue. Vi bevarede en smule af møbler og en del nipsting. Resten solgte vi på loppemarked og gav til de lokale spejdere.
EFTER |Her er brugt en del maling – både på loft og vinduer, men det har gjort en kæmpe forskel. Langbordet fandt vi brugt – her kan vi let sidde tolv personer, så julen bliver fejret her. Juletræet kan lige stå foran den nye terrassedør i gavlen.
FØR | Vores store soveværelse rummede før, brikse, bogreoler, skrivebord, garderobeskabe og meget andet. Et sammensurium af møbler men ingen dobbeltseng. Som i de øvrige rum var der små gipsplader på loftet – det var ikke lige vores stil.
EFTER | Nu er det enkelt og lyst – og så er det som resten af huset dejlig svalt, når solen bager udenfor. Loftet blev skiftet ud med formalede rustikbrædder. Det gamle gulvtæppe blev her og på værelserne i øvrigt erstattet af praktisk laminat, som tåler stort rykind.
FØR | Dette værelse blev brugt som en lille spisestue, men med tre piger havde vi brug for flere sovepladser. På efter-billedet her ved siden af kan du se ændringer, men dog taget fra en anden vinkel…
EFTER | Åbningen mellem stue og dette rum blev lukket. En dør mellem værelset og gangen var oplagt – et større vindue kom også i. Der blev plads til køjeseng – en klassiker i sommerhuset…
FØR | Et skur til hynder – her var tæt på halvtreds gamle stolehynder, som ikke længere havde nogen funktion. Vi valgte at inddrage skuret til et ekstra værelse, som vi havde mere brug for. Billedet her er fra projektet, da det så allermest håbløst ud.
EFTER | Sådan kom det til at se ud. Svigermorkammeret, som vi kalder det, bliver flittigt brugt – ikke kun af min mor, men af lejere, som fortæller os, at der er kamp om dette værelse, fordi det er så hyggeligt…
Mange af nipstingene ikke alene her men også i resten af huset er levn fra den tidligere ejer. Vi synes, de er med til at fortælle en historie om huset. Vi har tilføjet nye senge, men ellers må tingene godt have lidt patina.
En ekstra detalje her er en låge i gulvet til et lille kølerum, som bruges flittigt hele året til kolde øl og vand.
Se flere før/efter eksempler
Her er et lille udpluk af de mere end 2000 private hjem, jeg har indrettet siden 2002, hvor jeg startede Boligstil
Gammelt hus - ny stil
Stilen, som denne familie startede ud med, da de flyttede ind i huset, var det smarteste af det smarteste. Men tiden løb fra stilen, og…