Farver, Indretning, Boligstil

Find a beautiful place and get lost

Den 22. jul 2013 af Anita
Sommeren er kommet – endelig passer vejret og datoen sammen. Det er tid til at nyde det, glemme jobbet, madpakkerne og alle andre forpligtelser…
 
Nyder du sommeren hjemme i haven, på altanen, i sommerhuset eller kolonihavehuset, kan det være en god idé at få ”indrettet” en lille krog, hvor tiden kan stå stille. En hyggekrog hvor du kan glemme tid og sted. For det er vel egentlig det, vi trænger til mest af alt, når vi holder fri. Mange (alt for mange af os) får skemalagt ferien og fyldt dagene op med aktiviteter, der godt nok er sjove og hyggelige, men roen udebliver. Når vi så møder på job efter ferien med den rette kulør og en masse at berette for kollegaerne, trænger vi nok egentlig mere til ferie, end før.
 
Har du ikke allerede planlagt de store aktiviteter, kunne en hurtig omgang ”indretning” måske gøre den helt store forskel for din sommer… Med indretning i denne sammenhæng tænker jeg ikke på store maleprojekter, nedrivning af vægge, udskiftning af de gamle trælofter. Jeg vil hellere opfordre dig til at lade det vente til efter sommeren og i stedet finde et lille afgrænset område i haven, på altanen eller terrassen, hvor du kan indrette din helt egen ”getaway”. Du behøver ikke rejse langt væk for at blive væk for en stund i en god bog, hvor tiden kan stå stille…


Inspiration

Hent inspiration til din indretning i mine blogindlæg og på andre websites. Jeg har selv fundet nogle rigtig gode idéer på Zalando.dk Faktisk var det ret nyt for mig, at der fandtes så meget boligtilbehør her. Men kig dig omkring og snup et par puder med til din hyggekrog.


Sæt den rigtige stemning

Hvilken stemning vil du gerne skabe I din hyggekrog? Her er et par idéer, som måske kan inspirere dig:
 
Toscana-stemning
Har du et område med store stensætning eller lign., kan det være det helt rigtige at bruge grove træmøbler, grove pynteting, hørstoffer, fletkurve og krydderurten basilikum. Vigtigste pointe er, at det ikke må være for pænt og stilrent.
 
Provence-stemning
Til at skabe ægte Provence-stil skal man blandt andet bruge jern-/metalmøbler, pynteting af zink, patinerede ting og krydderurterne rosmarin og timian.
 
Skandinavisk stemning
Her er ”lethed” og ”enkelthed” nøgleord. Det er stilrene møbler i træ, et velplaceret plantebord med havehandsker (som dog ikke skal i brug, før EFTER du har slappet af), lyse tekstiler uden for mange dikkedarer og krydderurten persille.
 
Romantisk stemning:
Så skal vi have gang i de hvide havemøbler i træ, lanterner med krummelurer, duge med blonder, blomstrede puder og hynder samt masser af roser.
 
Maritim stemning
Den maritime stemning opnår man blandt andet ved at lave solafskærmning med sejldug i stedet for parasol, natursten, træting – især teak, møbler fra fx Trip Trap, blå- og hvidstribede hynder og krydderurten dild.
 
Retro-stemning
Find de sammenklappelige campingstole frem, og nu du er i gang, så find også de farverige plastiktallerkner, de stribede hynder i farverne orange, brun og grøn, myggelysene og krydderurten purløg.
 
Asiatisk stemning
Den udvendige asiatiske stil minder en del om den skandinaviske, hvor enkeltheden er i fokus. Dog er der i den asiatiske stil mere fokus på rindende vand, bambus og grønne planter fremfor prydshaver. Krydderurterne er her koriander og citrongræs. Det kan være denne stil skal gemmes til senere, da der er en del arbejde i anlæggelsen af vand i haven mv. Men måske et lille bassin kan gøre det…
 
Så er der lidt at gå i gang med –  men husk at afgrænse opgaven, så du kan nå at nyde sommeren og lade op…
Kommentarer til indlægget
Birgitte O siger
22/07/13 kl. 14:01
Hej Anita
Hvor er det altså skønt med dine blogindlæg. Altid inspirerende og med en personlig holdning. Jeg tjekker din side ud med jævne mellemrum for at følge dig. Super gode idéer.
TAK og rigtig god sommer :-)
Hilsen Birgitte
 
 
Dit navn

Din email (bliver ikke vist)

Skriv din kommentar: