En opgave der virkelig berørte mig

En af de tungere opgaver, jeg har haft, var et besøg hos en mand og hans to børn. Moderen havde få uger forinden taget sit eget liv. Manden havde kontaktet mig, fordi han ikke vidste, hvor han skulle begynde med oprydningen. Og han ville gerne med få uger til jul på en eller anden måde give sine børn en højtid, der ikke kun var præget af sorg. 

Da jeg ankom, må jeg indrømme, at jeg fik en klump i halsen. I entréen blev jeg mødt af lange støvler, fine tørklæder og en lyserød cykelhjelm. Som min kunde viste mig rundt i huset, kunne jeg godt se, at alt lå og havde ligget uberørt siden hans kones død. 

Selvom det er en tung energi, der ligger i sådan et hjem, kan jeg godt være i det. Jeg har lyst til at være i det og til at gøre noget. Noget håndgribeligt. Noget der kan hjælpe. Hvad der hjælper, er jo individuelt, men at afdødes parfumeflasker, tandbørste, håndbørste, tøj, sko, strikketøj – alt fortsat ligger på deres vante pladser, kan gøre ondt værre. Det kan fastholde dig i sorgen. Misforstå mig ikke – sorg skal have sin plads. Den er nødvendig. Men man må gerne give sig selv lidt luft fra den, hvis man kan. 

I denne konkrete opgave havde min kunde brug for at give sig selv lidt luft og lade lidt op. Han havde to børn, som han skulle være der for.

Hvordan går jeg så til sådan en opgave? Det starter med en snak – en rigtig god snak. Kaffe og Kleenex. Jeg stiller en del spørgsmål til, hvad der skal smides væk, gemmes væk, gives væk. I mit hoved bliver det til kategorier, som jeg arbejder ud fra. Det giver mig et overblik og en plan.

Min kunde ønskede ikke selv at være med til oprydningen, hvilket jeg tog som udtryk for en stor tillid. Jeg oplever ofte at arbejde alene. Tilliden sætter jeg stor pris på, men er også meget ydmyg over for den. Når jeg, som i denne opgave, står alene, laver jeg undervejs et område til ting, jeg er i tvivl om. Det område kan min kunde og jeg så kigge på sammen, når jeg er ved at være i mål.

Et par af kategorierne, jeg arbejdede med her var fx:

• Tøj og sko – alt det fik jeg samlet sammen og pakket ned. Afdødes søster hentede det
• Smykker – alt blev gemt til børnene, som så kunne tage stilling, når de blev ældre
• Garn – alt blev givet til en gruppe ”strikkedamer”, som kalder sig Rendemaskerne
• Personlig pleje – en del blev kasseret, men et par ting gik videre til søsterens bunke
• Bøger – her måtte jeg have min kunde med på råd til en del, men en stor bunke blev givet til velgørenhed

Sammenlagt brugte jeg fire dage hos min kunde. Den fjerde dag brugte jeg de sidste timer på at pynte til jul. Det blev naturligvis ikke den bedste jul, for hvordan fejrer man den første jul uden sin kone og mor? Min kunde fortalte mig dog, at det blev en bedre jul, end han havde turdet håbe på. 

Nogle måneder efter var jeg forbi familien igen. Ærlig talt mest for min egen skyld, for jeg måtte altså lige se, hvordan det stod til. Energien i huset var en anden end sidst og i entréen blev jeg denne gang mødt af et fint familiebillede af dem alle fire… 

Min erfaring er, at det er vigtigt ikke at skille sig af med alt. Der skal være plads til minderne – også i fysisk form. Mange af de ting, der måske lige efter et dødsfald blot presser på sorgen, kan senere give smil på læben.