Taknemmeligheden fylder mest...

I maj 2024 mistede mine søskende og jeg vores elskede far. Han havde været syg længe, men pludseligt gik det hurtigt. Tre minutter over midnat efter sin 80-års fødselsdag gav han slip. Vi havde alle været hos ham, sunget fødselsdagssang og spist kagemand.

Jeg havde taget fri nogle dage forinden, da vi godt vidste, hvilken vej det gik. De sidste dage med min far vil jeg aldrig glemme. At få lov at være så tæt på ham, spille Elvis for ham, holde hans hånd, pleje ham og fortælle ham anekdoter fra hans helt igennem vidunderlige liv, vil sidde i mig altid som en kerne af taknemmelighed.

Taknemmelighed fylder mig også, når jeg tænker på, hvordan mine søskende og jeg sammen klarede den efterfølgende oprydning. Jeg har gennem mit arbejde stået i flere familier og hjulpet de efterladte med at rydde op. Nogle gange har det udviklet sig til en mæglerrolle, fordi bølgerne pludseligt kan gå højt. Der kan ligge så mange følelser i ting, og derfor kan store eller små konflikter blusse op midt i sorgen. Lige der er det mentale overskud ofte udfordret. Det er helt naturligt, men det er synd og skam, hvis man midt i sorgen også skaber afstand til den familie, man har tilbage. I min verden er ingen fysisk ting det værd. Man bør huske på, at man heller ikke selv kan tage noget med herfra – ikke udover alt det der ikke er materielt.

Måske kan min historie være med til at inspirere dig og din familie. Det er derfor, jeg deler den – for at inspirere til en på alle måder værdi tilgang til det at rydde op efter en af sine kære… 

Alt det formelle skal naturligvis være på plads med Skifteretten, banken mv., men på det lavpraktiske plan i forhold til oprydning og deling af boet, greb mine søskende og jeg det sådan an:

• Alt det, der tydeligt skulle smides ud – fx køleskabets indhold tog vi først
• Derefter gik vi en runde i huset og talte om de større ting. Hvilke ting vi hver især gerne ville have. Var der noget, vi alle gerne ville have, snakkede vi om det. Heldigvis har vores far lært os en god retfærdighedssans, så uden at pudse glorien – så var det altså ret uproblematisk at blive enige og dele
• Vi ryddede spisebordet i spisestuen og placerede alle små figurer, sølvtøj, fade og lign. Der stod det et stykke tid, så vi kunne gå og kigge lidt på det hele, mens vi ryddede op i øvrigt. En dag, vi igen var sammen i huset, skiftedes vi til at vælge en ting. Der var en del ting tilbage, som vores fætter og kusine fik en del af
• Alt tøj og fodtøj sorterede jeg, så der blev et par sække med gode ting til velgørenhed. Min far var ikke god til at kassere, så den del måtte jeg tage mig af. Rigtig meget tøj var for dårligt til genbrug og måtte køres på genbrugsstationen
• Vi havde besluttet ikke at sælge noget af indboet – udover en elscooter og en grøn Trabant – men i stedet give til velgørenhed. Det betød, at vi i den store spisestue samlede alt det, som ingen af os ønskede. Her lå i forvejen en del tilbage på spisebordet. Et par gæve mænd fra en velgørenhedsorganisation kom forbi med en stor lastbil, som de glade fyldte op
• Selvom vi tre havde taget det, vi gerne ville have og en del var afhentet, var der temmelig meget tilbage. Meget af det var ærlig talt uden værdi. Gamle malerrester, hullet sengetøj, slidte madrasser, vaklende småmøbler, skårede urtepotter og meget mere. Vi fik sorteret al jern/metal fra og alle kemikalier/malerrester, som dels gik til byens spejdere, dels til genbrugspladsen. Resten gjorde vi kort proces med og lejede en container. Det var en let men lidt dyr løsning, fordi vi gerne ville have en container, vi ikke skulle kildesortere i. Det betalte vi for, at containerfirmaet gjorde efterfølgende
• Tilbage i huset var blot fastmonterede lamper, som vores onkel kom og tog ned og gav til den lokale genbrugsbutik

Vores far boede til leje, hvilket naturligvis gør det en del lettere, end hvis man også skal sælge en bolig. Vi fik boet udleveret af Skifteretten, fik lejemålet sagt op og klaret al oprydning/tømning i løbet af få uger. Det var relativ hurtigt, når man tænker på, vi alle har fuldtidsarbejde, og jeg bor over 100 km fra min fars hus. Processen fungerede for os.

I denne uge skal vi mødes til ”arbejdsdag” i den lille fiskerhytte, vi har arvet efter vores far. Her hænger flere skønne ting, som minder os om ham – blandt andet hans ”Ækvatorbevis” fra den gang, han sejlede på verdenshavene. Nu sejler han mellem stjernerne, men jeg er sikker på, han kigger ned til os med et stort smil på læben. Vi vil mindes ham altid og huske på, alt det, han har givet os – og lært os. Hans opfordring: “NYD HVER DAW” skal have lov at stå her som en reminder til os alle…