Når overskudskvinden drukner i rod
FARVER, INDRETNING, BOLIGSTIL
– og hvorfor oprydningshjælp ikke handler om dovenskab eller kaos, men om overbelastning
Der findes en sejlivet forestilling om, hvem der har brug for oprydningshjælp.
Mange forestiller sig et menneske på randen af sammenbrud. Én der har mistet kontrollen over det hele. Men det billede passer sjældent på de kvinder, jeg møder.
Tværtimod.
Min typiske kunde er ofte en overskudskvinde.
I hvert fald set udefra.
Hun er dygtig. Ansvarlig. Omsorgsfuld. Kreativ. Hun får ting til at ske. Hun husker fødselsgaverne til familiemedlemmerne – også dem lidt ude i periferien. Hun sørger for, at det rene fodboldtøj ligger klar, når den yngste skal på lejr. Hun holder sammen på hverdagen. På familien. På logistikken. På livet.
Hun er ofte den, alle andre læner sig op ad.
Men indeni er hun træt.
Ikke fordi hun mangler vilje.
Ikke fordi hun er doven.
Og slet ikke fordi hun er ligeglad.
Hun er overbelastet.
Hun lever i et konstant mentalt støjniveau, hvor hjemmet ikke længere giver ro – men kræver energi. Hver bunke bliver en lille påmindelse om noget, hun ikke har nået. Hvert skab, der er proppet for meget, bliver endnu en beslutning, hjernen skal håndtere.
Mange af de kvinder, jeg hjælper, er idérige mennesker med mange interesser, tanker og projekter. De vil så gerne skabe et godt hjem og et godt familieliv. Men undervejs er hjemmet blevet fyldt med ting, ufærdige planer og gode intentioner.
Ikke fordi de er ligeglade.
Men fordi de har forsøgt at få det hele til at hænge sammen alt for længe.
Og på et tidspunkt sker der noget vigtigt:
Drømmen om det perfekte hjem forsvinder.
I stedet opstår en anden længsel.
En længsel efter ro.
Efter at kunne sætte sig i en lænestol med en bog – bare for fornøjelsens skyld. Efter at have energi til et lille kreaprojekt med børnene. Efter at kunne finde køkkenbordet uden først at rydde det. Efter at komme hjem til et hjem, der støtter én i stedet for at overstimulere.
Det er dér, oprydningshjælp giver mening.
Ikke som en “redningsaktion”.
Ikke fordi man er mislykket.
Men fordi ingen mennesker fungerer godt i konstant overbelastning.
Mit arbejde handler derfor meget mindre om perfektion og meget mere om at skabe luft. Struktur. Overskuelighed. Små systemer, der gør hverdagen lettere. Et hjem, der hjælper familien i stedet for at modarbejde den.
Og måske vigtigst af alt:
At hjælpe et menneske med at få følelsen af sig selv tilbage i sit eget hjem.
For nej – mine kunder er ikke mennesker, der har opgivet livet.
Ofte er de tværtimod mennesker, der har båret alt for meget alt for længe.
Se mere om oprydningshjælp her: Hvordan kan en oprydningsdag forløbe?
Anita Wodstrup Madsen, indretningskonsulent og ejer af Boligstil siden 2004.
Selvom jeg er vokset op i Thy tæt på naturen, elsker roen og især Vesterhavet, holder jeg rigtig meget af at gøre en forskel indenfor.
I dag bor jeg i Aalborg, hvor Boligstil også er at finde.
Jeg har indrettet og udrettet meget igennem årene – her kan du læse om lidt af det…