Scoremarmelade og mistelten
Scoremarmelade og mistelten
I godt seks år boede jeg alene med min skønne datter, Karen. Vi havde det skønt, lavede mange mor-datter-ting. Jeg arbejdede (måske lidt for meget), men vi havde det godt. Der var masser af kærlighed, og jeg havde aldrig helhjertet satset på at finde manden i mit liv. Den slags sker kun på film eller er meget få forundt, tænkte jeg. Og jeg var jo egentlig meget taknemmelig for det liv, Karen og jeg levede. Følte mig utrolig privilegeret, elsket og tryg.
Men en mørk og stormfuld aften i slutningen af november sidste år skulle jeg til julefrokost med en stor gruppe kvinder. Sidst på aftenen ender min bedste veninde og jeg på en halvtom bar med en kop kaffe. Jeg er slet ikke i festhumør, skal på arbejde dagen efter. MEN af en eller anden grund kigger jeg med et ud af vinduet. En mand kigger i det samme ind. Han griber fat i sin kammerat, vender om, går ind på baren, køber en øl, kommer over til min veninde og jeg. Vi taler sammen en god time. Han får mit telefonnummer (hallo – hvad tænker jeg på? Jeg har kendt manden i en time). De følgende par dage bliver der sendt sms’er i en lind strøm. PETER fortæller, at han fra sin lejlighed kan se over til mit kontor. Mandag morgen den 3. december tikker der en sms ind med invitation til nybagte boller…
PANIK!!!
Uha jeg får travlt – hvordan sidder håret? (ikke for godt) Hurtigt ud i bilen (bare han nu ikke ser mig køre fra kontoret) Hjem – finde diverse hårprodukter frem. Trylle, trylle, trylle – hvorfor lige dårlig hårdag i dag? I min travlhed glemmer jeg, at jeg faktisk kan være ret genert, så jeg kaster bilen ind foran Super Brugsen og napper kækt en mistelten med i farten. Han havde nævnt noget om, at han ikke rigtig havde noget julepynt – en mistelten er da julepynt, ikke? Havde jeg haft tid til at tænke, havde jeg aldrig fået den købt. Tilbage på kontoret, parkerer mere eller mindre parallelt. Træk vejret dybt. Gå under 100 meter over til hans dør. Ringe på – røde kinder – (NEJ hvorfor står jeg nu her og vifter med en mistelten). Rolig nu – jeg skal bare spise en nybagt bolle og så hurtigt tilbage til kontoret – tilbage til kontrollen. Tilbage hvor sårbarheden ikke kan finde mig. Han er sød!!! Han siger hele tiden fornuftige, sjove, charmerende ting. Hvad sker der lige her? Den nybagte bolle klæber til mine tænder. Men det lykkes mig at pippe noget klogt af og til. Undgå øjenkontakt – og så alligevel fanger han mit blik et par gange, inden jeg må kigge væk (og forsøge at få marmelade og bolle af mine tænder)
Knap fire timer går med snak, mens misteltenen ligger som en tikkende bombe på hans bord. Jeg rejser mig og forsøger at finde min jakke i slowmotion. Hov han har misteltenen i hånden – hov den virker. JAAAAAAAA – ramt lige midt i julehjertet…
Vi har nået meget…
Det er snart et år siden. Vi har nået meget, levet meget, danset meget, snakket meget og kysset meget. Vi flyttede sammen for et halvt år siden, satsede det hele. Flere tog sig vist til hovedet – fordi vi tilsammen har tre børn. Men vores piger elsker hinanden, de leger, larmer, hygger og råber højt, når det skal til. Aldrig har jeg følt mig så hel og aldrig har jeg følt mig så meget hjemme. Hjemme er hvor hjertet er – og størst af alt er kærlighed!
PS: tak til svigermor for “scoremarmeladen”, som stadig kommer ind ad døren med passende mellemrum.
Anita Wodstrup Madsen, indretningskonsulent og ejer af Boligstil siden 2004.
Selvom jeg er vokset op i Thy tæt på naturen, elsker roen og især Vesterhavet, holder jeg rigtig meget af at gøre en forskel indenfor.
I dag bor jeg i Aalborg, hvor Boligstil også er at finde.
Jeg har indrettet og udrettet meget igennem årene – her kan du læse om lidt af det…
