Indretning, Før/efter

Sådan bor jeg selv - kig med indenfor...

Den 09. jan 2019 af Anita

Siden min datter og jeg flyttede ind hos min kæreste Peter og hans to piger for snart seks år siden, har jeg haft lyst til at opgradere vores stue. Da vi flyttede ind, blev vores ting bare "slået sammen" og hverdagen tog over. Det fungerede okay, men vi trængte til at få slebet gulv og få malet. Den gamle sofa, Peter havde købt brugt for flere år siden, kunne simpelthen ikke mere. Jeg havde også brug for mere plads til bøger, så der blev udtænkt en løsning, der ikke var for tung. Vores stue er kun 19 kvm - har fire døre og et stort vindue. Hele lejligheden er 100 kvm, så vi forsøger altid at vælge løsninger, der ikke bliver for kompakte. 

Her kan du se både før og efter-billeder. Det var ret kompakt før, ikke?

Det røde skab rummede rigtig meget og kunne ikke undværes. Derfor fik det en gang grå kalkmaling og en ny placering. Sofaen var meget tung og meget slidt, men pladsen ved vinduet var rigtig god - der er det skønneste dagslys fra syd lige der. Så her blev den nye skønne sofa også placeret. 

 

Reolen er lavet af tilpassede hvide hylder fra Bauhaus, mens hyldeknægtene er fundet i Harald Nyborg. Samlet pris for hele reolen inkl. tilpasning af hylderne er under 1.000 kr. Der er plads til endnu flere bøger, for jeg har altså svært ved at gå forbi en boghandel eller et antikvariat... 

Fjernsynet griner børnene lidt af, men det fungerer til vores behov. Og jeg kan rigtig godt lide, at det nu er blevet lidt mere integreret på væggen i reolen. 

 

Bemærk, hvor meget skarpere lister og stukken står, efter at væggene er blevet grå. Selvom det er en ret lys grå farver, giver den alligevel nok kontrast til at give en rigtig god effekt... Farven er fra Flügger og hedder Warm Grey 2.

 

 

Ja her er også bøger - alt min skønlitteratur er samlet her, men det kommer snart til at knibe med plads. Så må vi se, om jeg kan finde en løsning på det. Maleriet af Bill Murray har min kæreste Peter malet. Nok en af ulemperne ved at bo småt - at der ikke er mere vægplads. Eller plads til at have staffeliet stående fremme på en fast plads. Men men men - der skal også være noget at glæde sig til, når børnene flytter hjemmefra :-)

Vil du have en rundtur i hele stuen, har jeg lagt en lille film på min facebook-side. Den kan du se her: Rundtur i stuen

Kommentarer til indlægget
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel - bliv den første til at kommentere!
Dit navn

Din email (bliver ikke vist)

Skriv din kommentar: