Personlig indretning -tør du?

Personlig indretning - tør du?

Hvordan skaber man en personlig stil i sit hjem – og hvad skal man være særligt opmærksom på, når man ønsker at indrette sig med sin egen personlige stil?

– I mit arbejde er min mission at være med til at skabe personlige og funktionelle hjem, der ikke er bundet op på modebegreber og bestemte stildogmer. Hjem man trives i, lader op i og udvikler sig i…

Mode har F… skabt
En af de største fejl, man kan begå i jagten på den personlige boligstil, er udelukkende at kigge på, hvad der er på mode. Men måske lader du dig ikke påvirke af moden – eller gør du? Hvornår har du sidst købt noget, som du liiige havde set i et boligmagasin? Hvorfor ser vi de samme stribede vaser i alle bladene – eller de samme puder med store knapper? Det gør vi, fordi det er mode helt på niveau med tøjmode. Det er jo ikke alle, der ligner en million i laksefarvede gulerodsbukser. Gå efter det, der passer til dig. Moden skifter, men hvis dit hjem skal afspejle, hvem du er, skal indretningen vel ikke skiftes ud to gange om året.

Interessant er det, hvorfor vi ”falder i” og skeler så meget til moden. Er det fordi, vi ikke har tid til at tage stilling til, hvad vi selv kan lide? Er det fordi, vi er usikre og ikke tør gå vores egen vej? Er det fordi, vi alle gerne vil være helt unikke og ganske særlige på helt den samme måde?

Det er der forskellige svar på – og ja vi falder alle i af og til. Det er der ikke noget galt i, hvis vi er glade for de ting, vi kommer hjem med. Men hvis det er fordi, vi ikke tør være os selv og indrømme, at vi faktisk elsker kakkelbordet, så er det hverken godt for pengepungen eller den personlige indretning.

Du har sikkert prøvet noget af dette

  • Købt en masse nyt og tænkt: ”det må da kunne gøre tricket”, og slukøret konstateret at du igen har brugt penge på fejlkøb
  • Farvekoordineret hele stuen – eller endnu værre: hele hjemmet og konstateret: ”det blev mit hjem ikke mere personligt eller hyggeligere af”
  • Gået på jagt på diverse loppemarkeder og kommet hjem med en masse fine ting, som du alligevel ikke kunne finde en god plads til
  • Smidt arvegodset ud med god samvittighed og tænkt: ”det gamle skrammel passer jo slet ikke ind i vores nybyggede hus” (og allerede på vejen hjem fra genbrugspladsen haft et mærkeligt hul i maven – for farmors kommode var nu meget sød, sjov, pæn, anderledes – og noget ganske særligt)
  • Haft følelsen af at der er total stil- og smagsforvirring i din bolig

Øvelse som rydder op i dine fejlkøb:

  • Køb en lille ”post it” blok – helst i en selvlysende farve
  • Gå en runde i hele din bolig og sæt små selvlysende sedler på alle de ting, du har fortrudt, du har købt
  • Sælg det og få penge til noget, du virkelig gerne vil have – eller til restaurering af mormors gamle lænestol

Kontraster – det vigtigste overhovedet
Mange begår den fejl i indretningen, at alt afstemmes i farver, materialer og stil. Men vigtigst af alt i den personlige indretning er KONTRASTER. Det kan være svært at komme i gang med fordi, det kan være lidt uvant at sætte noget sammen, som ”ikke passer sammen”. Men kontraster skaber balance på flere niveauer. Måske har du et smukt gammelt mahognichatol, men sætter du krummelurende messinglysestager på og andre ting i samme stil, kan du let komme til at lave en stilmæssig ”tidslomme” i den ene ende af stuen. Gør brug af et par kontraster på chatollet i stedet. Det kunne være et par stilrene stållysestager eller en enkelt moderne vase i stedet for krystalvasen.

Konkrete eksempler på kontraster:

Pels – stål

Plastik – naturflet

Kantet form – organisk form

Farvestrålende – hvidt

Træ – stål

Nyt – gammelt

Der findes et hav af andre kontraster, og flere elementer kan være kontrast til flere ting. Men leg med det og tag det med i din indretning. Det kan fx være du bløder den sorte lædersofa op med et lammeskind. Du kan sætte et træbord til dine hvide plastisk spisebordsstole. Tænk ud af boksen og find modet frem, så skal du nok finde din helt egen personlige indretning.

Anita Wodstrup Madsen, indretningskonsulent og ejer af Boligstil siden 2004.

Selvom jeg er vokset op i Thy tæt på naturen, elsker roen og især Vesterhavet, holder jeg rigtig meget af at gøre en forskel indenfor.

I dag bor jeg i Aalborg, hvor Boligstil også er at finde.

Jeg har indrettet og udrettet meget igennem årene – her kan du læse om lidt af det…

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.

Processing...
Thank you! Your subscription has been confirmed. You'll hear from us soon.
ErrorHere