Passion for det unikke

Passion for det unikke

I en tid, hvor man i gadebilledet skal lede længe efter andet end kædebutikker, bliver jeg SÅ glad, når jeg kommer forbi en butik, som skiller sig ud og er sin egen. Sådan en butik er Art F i Lønstrup. Jeg har været forbi butikken mange gange, men for nyligt fik jeg en lang og inspirerende snak med indehaver Martin Frederiksen.

I samme sekund, jeg træder ind i butikken fanges mit blik af smuk keramik, møbler, lamper og kunst. Alt sammen nøje valgt ud efter de skrappe krav til både stand, kvalitet og historie, som Martin Frederiksen har til de ting, han sælger i butikken.

Det er ikke her, du gør et kup og finder en Salto-vase til en halvtredser, som Martin selv beskriver det. Han kender hver en ting i sin butik og historien bag. Dette tiltrækker både danske og udenlandske kunder på jagt efter lige netop den vase, de har ledt efter i mange år. Her kommer også opkøbere fra Japan, USA og England.

Butikken i Lønstrup har Martin haft siden 2009. Men hans karriere startede allerede for mange år siden, da han som 6–årig tog på marked med sine forældre. Faderen handler stadig med antik i sin forretning i Høgsted. Selvom far og søn har forskellige interesseområder, er der meget snak om de handler, de hver især laver. En af disse snakke husker Martin tydeligt.

– Jeg havde fundet en smuk lille skål, som jeg stolt præsenterede for min far. Men da han hørte, jeg havde betalt 4.500 kr. for den, troede han jo nærmest, jeg var blevet tosset og ikke havde meget fremtid i min dengang nystartede butik. Da Alev Siesby skålen få dage senere blev solgt for 12.000 kr., måtte jeg lige give min far et kald som det første.

Med årene har især interessen for keramik udviklet sig til en passion, hvilket i den grad afspejles i butikken. Her er Michael Andersen, Saxbo og flere andre anerkendte keramikere at finde.

– Min kone synes egentlig bare, det meste er noget grimt, brunt og nubret noget, griner Martin.

Hans passionen for keramikken er koblet op på en fascination af håndværket, der ligger bag. Det er en stor proces med mange elementer, der skal spille sammen for at produktet lykkes. Lige fra udformningen til glasuren, brændingen og de kemiske processer, der alt sammen skal spille sammen.

På mit spørgsmål om, hvad der er in i dag svarer Martin, at han i høj grad sælger møbler i træ frem for stål og glas. Ting med farver frem for det sorte og hvide. Lædermøblerne er blevet overhalet af møbler polstret med blødt stof. Varmen og hyggen er tilbage.

– Man kan altid sælge et Piet Hein bord, men det er ikke det, mine kunder efterspørger. De vil have træ og naturflet og et godt håndværk, hvilket jeg glæder mig meget over, fortæller Martin.

Jeg vil på det varmeste anbefale dig at tage en tur forbi Lønstrup i løbet af sommeren eller måske allerede nu i pinsen, hvor Art F afholder sæsonens første retromarked. Her er ikke tale om et loppemarked, hvor er der langt mellem snapsene. Du finder kun boder med antikke, brugte, gamle og retroeffekter – alle tirsdage i ugerne 26-32. Nyd turen og sommeren – og husk at de unikke indkøb giver så meget mere glæde end de indkøb, der ligner naboens…

Anita Wodstrup Madsen, indretningskonsulent og ejer af Boligstil siden 2004.

Selvom jeg er vokset op i Thy tæt på naturen, elsker roen og især Vesterhavet, holder jeg rigtig meget af at gøre en forskel indenfor.

I dag bor jeg i Aalborg, hvor Boligstil også er at finde.

Jeg har indrettet og udrettet meget igennem årene – her kan du læse om lidt af det…

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.

Processing...
Thank you! Your subscription has been confirmed. You'll hear from us soon.
ErrorHere