Sommerhus, Boligstil

Kan man impulskøbe et sommerhus?

Den 09. jun 2014 af Anita

Enkelt svar: JA det kan man godt. Egentlig havde min kæreste og jeg slet ingen planer om at erhverve os et sommerhus. Men vi havde en weekend i maj lånt et vidunderligt lille sommerhus i Lønstrup af vores gode venner. Samme uge havde jeg lavet et interview omkring sommerhusindretning for en avis. Det hele handlede den uge om sommerhus – og jeg fik selv lyst til at ”flytte” i sommerhus. Den ene tanke tog den anden – og heldigvis er min kæreste lige så skør som mig. Og pludselig stod vi med en ejendomsmægler til fremvisning af et sommerhus i Rødhus...

Vi bor midt i Aalborg i en lejlighed. Det elsker vi. Vi elsker byens puls og den korte afstand til alting. Vi bruger byen meget. Det samme gør vores tre piger. Men vi bor forholdsvis småt – småt men godt. Og så godt at vi gerne vil blive boende, så længe tvillingerne kan dele værelse. Sommerhuset bliver et fristed med plads til lidt større armbevægelser og mere (hav)luft i håret.

 

Hurtig beslutning

Egentlig havde vi forelsket os i sommerhuset allerede via mæglernes hjemmeside, men da vi steg ud af bilen, hørte fuglene, vinden i de store træer på naturgrunden og mærkede pulsslagene falde, var der ingen vej tilbage.

Det var vores hus. At ingen andre havde haft den følelse i de fire år, huset havde været til salg, var vores held – og skæbne om du vil. Vi gav dagen efter et bud, som hurtigt blev accepteret. Papirer og beregninger blev udarbejdet med ekspresfart. Underskrifter blev sat og huset blev overtaget fredag den 6. juni – kun en måned efter første fremvisning. Det var som om, det hele var forudbestemt. Tag nu husets adresse: Skorr-Karensvej - min datter hedder Karen. Husets sælger - en frisk dame på 85 år med styr på alle detaljer i huset, bor vi faktisk side om side med her inde i byen. Der er flere sjove sammentræf - en af de bedste er, at sælger tidligere arbejdede som FAGLÆRER I IND. ARKITEKTUR - det er altså sjovt, synes jeg.

.

Overraskede familien

Første tiltag blev at køre Weberen i sommerhuset. Pølser og håndbajere blev hevet med i farten. Weekenden igennem har familien været forbi - lokket til under påskud af ”pinsehygge ved Vesterhavet”.

Det blev en helt igennem vidunderlig oplevelse at overraske dem med vores impulskøb. Der er allerede blevet knoklet - tvillingerne har hevet tapet ned, Karen har trukket over 400 søm ud, de har fejet, vasket op og i det hele taget hjulpet til. Men der er også blevet grillet, bygget huler, jagtet myg og sågar dyppet tæer i "vores" hav.

Vores plan

Huset stod og ventede på os i fire år. At ingen andre har slået til før os skyldes nok, at der ligger en del arbejde i renoveringen. Det vil sige, nogen ville sikkert rydde huset mere eller mindre for alt indbo og starte helt forfra. Det vil vi ikke. Vi vil udvide køkkenet – det er udtjent og for lille til, at vi begge kan være der samtidig. Spisestuen skal laves om til et værelse. Toilettet skal flyttes ind på badeværelset. Så kan vi nemlig få et større pigeværelse ved at slå toilet og kammer sammen. Mormor skal have værelse i skuret – så det kræver lidt isolering og et nyt gulv.

Selve grundplanet er som sådan på plads. Det bliver FANTASTISK. Grundplanet inden vores ændringer.

 

Der er masser af sjæl og ægthed i huset. Og det vil vi gerne bevare. Derfor bevarer vi en del af møblerne, sjove billeder, dimser og lamper. Vi ønsker ikke et udtryk fra 60’erne, men vi ønsker heller ikke at forvandle huset til noget, der ligner et nybyggeri. Vi vil have et hus, der er vores - et hus hvor sjælen er bevaret. Vi vil respektere, at huset faktisk har levet længere end os.

Vi ved godt, hvad vi skal lave de næste måneder. Du kan følge vores arbejde med huset her på bloggen. Jeg tager billeder jævnligt.

Søndag den 6. juli inviterer vi også til loppemarked og kaffe i garagen

Jeg håber, du har lyst til at følge med i vores sommerhusprojekt – læg gerne en kommentar herunder også…

 

FAKTA om huset

 

Boligareal           86 kvm + skur og garage

Grundareal         2.530 kvm

Byggeår             1967

Tilbygget            1989

 

SE EFTER-BILLEDER HER: Sådan ser sommerhuset ud i dag

Kommentarer til indlægget
Mette Gam Jensen siger
10/06/14 kl. 06:21
Stort TILLYKKE med jeres skønne sommerhus - det ser rigtig spændende ud. Glæder mig til af følge forandringen - jeg ved det bliver helt vildt godt - med masser af bevaret sjæl <3
Knus og god sommer <3
 
 
Lene Thinggaard siger
10/06/14 kl. 06:24
Tillykke kære kusine
Øj hvor bliver det spændende at følge med i, og selvfølgelig kan man impulskøbe et sommerhus. Glæder mig på jeres vegne, Rødhus er også et skønt sted. Kæmpe tillykke fra Lene
 
Dorthe Ahlstrøm siger
10/06/14 kl. 09:05
HVor skønt I fandt hinanden....Huset og jer <3 og hvem kan lave en mere fantastisk forvandling end dig ;-) glæder mig til at følge jer...ha den dejligste "sommerhusejerdag"
Pia Mikkelsen siger
10/06/14 kl. 18:14
Helt klart meningen at det skulle være jeres hus <3 Stort tillykke med den fine perle, der med garanti kommer til at danne rammen omkring mange gode timer med familien. 
Karma når den er allerbedst :-)
Knus Pia
 
Lone Hjortshøj siger
10/06/14 kl. 21:54
Et stort tillykke med jeres fine hus, hvor må det være dejligt at kunne se frem til masser at ro og nydelse.
Og så er huset fra en rigtig god årgang kan jeg se, det er ikke så tosset ;)
 
 
Gitte Lykke siger
11/06/14 kl. 12:37
Hej Anita.
Et stort tillykke med jerres impulskøb. Håber og tror I bliver rigtig glade for det.
Jeg glæder mig til at følge forvandlingen - måske jeg kan "stjæle" lidt tips - vi har nemlig også købt et sommerhus ved Vesterhavet.
Rigtig god sommer.
 
 
 
Bente Linnemann siger
11/06/14 kl. 15:10
Hej Anita.
Jeg havde hørt en "lille fugl" synge om, at I kiggede på hus i Rødhus ;-) Nu bliver vi næsten naboer - i hvert fald om sommeren. :-)
Min sommerbolig ligger på Strandfogdensvej - den  røde stråtækte gård på højre hånd, når man kører til havet. Måske ses vi i løbet af sommeren - det kunne da være sjovt :-)
God arbejdslyst og god sommer til dig og din familie.
Mange hilsner
Bente
 
Lasse Holsteen Jessen siger
12/06/14 kl. 09:28
Kære Anita!
Et stort tillykke med nye rammer for resten af jeres liv. Hvor er det skønt at I vil bevare husets sjæl, og hvem andre end dig kan klare den opgave. At forene gammelt og nyt, således det helegår op i en højere enhed, er en kunst - den mestrer du!
Mine forældre har netop købt et af Havhusene nede ved feriecenteret, (-de er bestemt heller ikke bygget igår) så vi satser på mange gode timer i Rødhus fremover med vores små piger.
Måske vi ses :)
Mange hilsner
Lasse/AKKC
Ruth siger
12/06/14 kl. 20:41
Kære Anita og Peter,
rigtig hjertelig til lykke med købet af det skønne sommerhus det ser rigtig spændende ud, og det ville også lige være noget for mig. Held og lykke og vi glæder os meget til at se det. Vi er lige kommet hjem fra Silkeborg hvor vi har nydt vores julegave, nemlig en sejltur med hjejlen på frekadelletur sammen med Lise og Preben, det var bare dejligt og vi nød rigtig det gode veje og de flotte huse og haver ned til søerne. Vi sov hos Lise og Preben og vi var på badetur imorgen kl.8 bare alle tiders. På tirsdag tager jeg med Ruth dantryk og sonja håring til estepona i Spanien, jeg glæder mig. De kærligste hilsener også fra helge, ruth
 
Dit navn

Din email (bliver ikke vist)

Skriv din kommentar: