Indretning, Boligstil

God påske - nyd dagene med familien

Den 28. mar 2012 af Anita

For mig har påsken altid været noget ganske særligt - som barn fordi min fødselsdag og påsken ofte lå på samme tid. Men også fordi der var mere tid til sjov med familien end i hverdagen.

En fast tradition var Påskemorgen, hvor min far stod op og lavede morgenmad. Ikke en større kulinarisk oplevelse, men han kogte æg og malede sjove ansigter på dem. Min faster kom med æggeskaller fyldt op med hjemmedyrket karse - det gør hun stadig. Chokoladeæggene var naturligvis også i høj kurs. Og mine søskende og jeg havde ofte en konkurrence om, hvem der kunne gemme dem længst. Det endte ofte med, at vi indgik aftaler om, at i dag spiser vi det fra farmor og farfar og sådan gik det hvert år, at alle æggene var væk 2. Påskedag.

Der skal ikke så meget til - husk at bruge skaller fra kogte æg til dine "karseæg".

Gækkebreve

Det er altså ikke til at sende gækkebreve online, så du må i gang med papir og saks - og ikke mindst finde små vers. Her er et par stykker, hvis du ikke selv har nogen "på lager"

 

 

En dag jeg fandt en vintergæk
men samme dag mit navn blev væk
nu må du bruge din forstand
og se om du det gætte kan.


En vintergæk, et påskeæg
en sommerfugl på glade vinger.
Fra en ven, som har dig kær,
en kærlig hilsen bringer.
Hvem er jeg?
en gammel skik.
Et påskeæg, en af os fik.

Påskebordet

Der er mange måder at dække op på. For mig handler det ofte om, at det skal se ud af meget men ikke tage så lang tid. Jeg får familien til brunch Skærtorsdag, så jeg regner med at dække op med masser af farver - jeg har købt et par meter gul og hvid stribet stof hos Ikea, så det skal nok blive fint. Jeg sætter et billede på facebook, når vi kommer dertil...

Hvordan dækker du op? Du må meget gerne beskrive det herunder - eller sætte et billede på her: www.facebook.com/boligstil

 

Jagten efter påskeæg

Det er sjovt at finde påskeæg i buske, i græsset, i trætoppene eller hvor de nu bliver gemt.

Hvis man er rigtig heldig, har påskeharen efterladt et skattekort, man skal følge. Måske skal der løses små gåder undervejs.

Om der er gemt mange eller få påskeæg kommer an på, hvor artig man har været siden sidste påske.

GOD JAGT- og god påske!

Kommentarer til indlægget
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel - bliv den første til at kommentere!
Dit navn

Din email (bliver ikke vist)

Skriv din kommentar: